
Asiatiske elbiler i overtal
De asiatiske elbiler snupper meget af rampelyset på årets eCarExpo. Fem af ni danmarkspremierer i Bella Center er en
elbil fra østen. eCarExpo kan endda byde kinesiske BYD – verdens næststørste producent af elbiler – velkommen som nyt personbilmærke i Danmark.
Der er både nye bilmærker og nye elbiler at lære at kende på årets eCarExpo. Ikke mindst når det gælder de mange danmarkspremierer, hvor de asiatiske elbiler er i overtal i forhold til de europæiske elbiler. Velkendte BMW viser for første gang i Danmark den kompakte SUV iX1 og luksuslimousinen i7 – den første 100 procent elektriske 7-serie. Volkswagen stiller med det elektriske ‘rugbrød’ ID. Buzz, som næppe behøver nærmere præsentation, og konceptbilen ID. Life – forløberen for en prisbillig minibil, som Volkswagen lancerer i 2025. Men de tyske mærker bliver overbudt af kinesiske BYD, som lader hele tre elbiler se dagens danske lys på eCarExpo. Det drejer sig om den kompakte SUV Atto3, den 7-personers SUV Tang og luksussedanen Han. Og det er ikke kun danmarkspremiere for bilerne. Deltagelsen på eCarExpo er også BYD’s introduktion som nyt personbilmærke på det danske marked. Et andet kinesisk elbilmærke, som allerede er godt på vej i Danmark, er Aiways, der ikke alene har danmarkspremiere, men europapremiere på SUV-coupéen U6 på eCarExpo.
Strømlinet sedan fra Hyundai
Sidst, men ikke mindst har Hyundai IONIQ 6 danmarkspremiere på eCarExpo. Den er bygget på samme platform som IONIQ 5, men den strømlinede sedan er betydeligt mere aerodynamisk. Faktisk er vindmodstandskoefficienten kun 0,21, hvilket er blandt de laveste på markedet.
IONIQ 6 kommer med to batteristørrelser på henholdsvis 53 kWh og 77,4 kWh. Som standard er de koblet på en elmotor på bagakslen, så IONIQ 6 har baghjulstræk. Med batteriet på 77,4 kWh er det muligt at tilvælge en elmotor på forakslen, så bilen får firehjulstræk og en samlet systemydelse på 239 kW (325 hk) og 605 Nm. Med batteriet på 77,4 kWh og baghjulstræk har IONIQ 6 en rækkevidde på op til 614 km. Hyundai har endnu ikke angivet rækkevidde på modellen med 53 kWh-batteri, men ifølge Hyundai har den med 14 kWh/100 km et af de laveste energiforbrug på markedet. Ligesom IONIQ 5 har IONIQ 6 800 volt-ladeteknologi, så den kan lynlade op til 351 km rækkevidde på 15 minutter.
Fakta: Motor: 239 kW/325 hk og 605 Nm (samlet systemydelse med to elmotorer). Mål: 486 cm lang, 188 cm bred og 150 cm høj. Vægt: ikke oplyst. Anhængervægt: ikke oplyst. Batteri: 53 kWh eller 77,4 kWh. Rækkevidde: op til 614 km (WLTP). Forbrug: ned til 139 Wh pr. km. Ladeeffekt: ikke oplyst, men IONIQ 6 kan lynlade 351 km rækkevidde på 15 minutter. 0-100 km/t.: ned til 5,1 sek. Topfart: ikke oplyst. Pris: ikke oplyst.
MG Marvel R og MG5.
Kinesiske elbiler indtager eCarExpo
Antallet af kinesiske elbiler på eCarExpo er mangedoblet i år. Markedsanalytiker Jan Lang fra Bilbasen hilser de mange nye elbilmærker og deres elbiler velkommen, fordi de øger udbuddet og konkurrencen – og giver billigere elbiler. Tallene taler for sig selv. Da eCarExpo havde danmarkspremiere i Øksnehallen i oktaober sidste år, var der to kinesiske bilmærker og to kinesiske personelbiler at finde blandt udstillerne. Bare ét år senere er der fire kinesiske bilmærker og hele ni forskellige kinesiske elbiler med på eCarExpo i Bella Center. Og hvor velkendte europæiske bilmærker som ŠKODA, Renault, Audi, BMW og Jaguar, der også udstiller på eCarExpo, blev grundlagt for mere end 100 år siden, har flere af de kinesiske bilmærker mindre end 10 år på bagsmækken – og har aldrig produceret en brændstofbil. De er startet som rendyrkede elbilmærker. Samtidig er der tale om en massiv produktion af elbiler i Asiens største land. F.eks. er BYD verdens andenstørste producent af elbiler – og skal i øvrigt levere elbilbatterier til verdens største producent af elbiler, Tesla. BYD er blandt de nye kinesiske bilmærker på eCarExpo, hvor BYD både har danmarkspremiere på tre elbiler – og som bilmærke i Danmark.
Xpeng P7
Konkurrencedygtige priser
Jan Lan, markedsanalytiker hos Bilbasen, hilser de mange nye elbilmærker og elbiler fra Kina velkommen. ”Bilmarkedet er i opbrud, både når det gælder teknologi og mærker. Nye elbilmærker har mindsket forbrugernes loyalitet over for de gamle bilmærker, samtidig med at de kinesiske elbiler kommer med konkurrencedygtige priser. Det øger konkurrencen og giver forbrugerne billigere elbiler,” siger Jan Lang. Hvor de første kinesiske elbiler på det danske marked var bagud på ladeteknologi og -hastighed, konstaterer Jan Lang, at den nye generation af kinesiske elbiler, som man kan se og prøvekøre på eCarExpo i Bella Center, generelt er på niveau med konkurrenterne med hensyn til teknologi og byggekvalitet. Med undtagelse af MG5, som er den første og hidtil eneste 100 procent elektriske stationcar på det danske marked, bringer de nye kinesiske elbilmærker ikke store nyheder med sig, hvad angår kategorier af biler. ”De kommer med nogle sedaner, som primært skal konkurrere mod Tesla, men ellers tapper de først og fremmest ind i tidens trend med SUV’er. Og så har de kinesiske bilmærker generelt fokus på plads og komfort til prisen,” siger Jan Lang.
Holder værdien som andre elbiler
Den gamle læresætning for bilejere om, at man først ved, hvad bilen har kostet, den dag man sælger den, gælder også for elbiler. Og den største post – værditabet – udgør tilmed en forholdsmæssig større del af totalomkostningerne, da driftsomkostninger som service og reparation, forsikring og grøn ejerafgift er lavere sammenlignet med brændstofbiler. I dag er det gennemsnitlige værditab for elbiler på cirka 25 procent i løbet af tre år, mens det til sammenligning er cirka 35 procent for benzinbiler. Hvad værditabet vil blive hos de kinesiske elbiler, som nu kommer på det danske marked, er for tidligt at vurdere. ”Lige nu har vi en mangelsituation med lange leveringstider på nye elbiler, som skaber rift om alle brugte elbiler og dermed unaturligt høje brugtpriser,” siger Jan Lang og fortsætter: ”Men trods lav kendskabsgrad til de kinesiske elbilmærker blandt danskerne tror jeg ikke, at de vil få et større værditab end europæiske, amerikanske, koreanske og japanske elbiler, fordi kvaliteten er i orden, og fordi den faldende brandloyalitet også slår igennem på brugtmarkedet for elbiler. Især de unge købere forholder sig nøgternt til, hvad de får for pengene, mere end hvilket elbilmærke det er, og dér har de kinesiske elbiler meget at byde på.”
Kinesisk SUV-coupé i tråd med tidens trend
Aiways U5 og U6. Først kommer den ordinære SUV. Derefter følger en mere sporty SUV-coupé. Den fremgangsmåde har flere europæiske elbilmærker benyttet, og nu gør kinesiske Aiways det samme. Den store og rummelige Aiways U5 har været på det danske marked i halvandet år, og nu får den følgeskab af Aiways U6 på eCarExpo, hvor den ikke alene får danmarkspremiere, men europapremiere. Der er tilmed tale om så dugfrisk en lancering, at Aiways U6 ikke havde haft verdenspremiere ved redaktionens slutning. Derfor er det endnu forholdsvis sparsomt, hvad der findes af informationer om bilen.
Fakta Aiways U6: Motor: 160 kW/ 218 hk. Mål (L/B/H): 481/180/164 cm. Vægt: 1.800 kg. Anhængervægt: ikke oplyst. Batteri: 63 kWh. Rækkevidde: 400 km (WLTP). Forbrug: ikke oplyst. Ladeeffekt: 11 kW AC/90 kW DC. 0-100 km/t.: 6,9 sek. Topfart: ikke oplyst. Pris: 379.990 kr.
Sedan satser på sport
BYD Han er en stor sportssedan med firehjulstræk, dynamisk undervogn og en rækkevidde på op til 521 km. Den 5 meter lange elbil har ligesom BYD Tang 513 hk, firehjulstræk og en topfart på 185 km/t., mens den med 3,9 sekunder er hurtigere fra 0 til 100 km/t. Interiøret givet et højt niveau af komfort. Bl.a. kan skærmen på 15,6” roteres til at stå vandret eller lodret alt efter behov, og så har BYD Tang ligeledes et kraftigt stereoanlæg fra danske Dynaudio. Panoramasoltag er også standard.
Fakta: Motor: 380 kW/513hk. Mål (L/B/H): 500/191/150 cm. Vægt: 2.250 kg. Anhængervægt: ikke oplyst. Batteri: 85,4 kWh. Rækkevidde: 521 km (WLTP). Forbrug: ikke oplyst. Ladeeffekt: 3,7 kW AC/120 kW DC. 0-100 km/t.: 3,9 sek. Topfart: 185 km/t. Pris: ikke oplyst.
Ny spiller blandt de kompakte SUV’er
BYD ATTO 3 er bygget på en ny platform kun til elbiler, og den nye kinesiske elbil på det danske marked er cirka på størrelse med KIA e-Niro og Volkswagen ID.4 BYD ATTO 3 har forhjulstræk, 204 hk og et batteri på 60,5 kWh, som kan oplades fra 30 procent til 80 procent på 30 minutter. Kabinen er frisk og har som standard et højt udstyrsniveau med bl.a. en roterbar touchskærm i midten, navigation og adaptiv fartpilot.
Fakta: Motor: 150 kW/204HK. Mål (L/B/H): 446/188/162 cm. Vægt: 1.690 kg. Anhængervægt: ikke oplyst. Batteri: 60,5 kWh. Rækkevidde: 420 km (WLTP). Forbrug: ikke oplyst. Ladeeffekt: 11 kW AC/80kW DC. 0-100 km/t.: 7,3 sek. Topfart: 160 km/t. Pris: ikke oplyst.
Luksuriøs SUV med plads til syv
BYD Tang er en stor elektrisk SUV med syv sæder med læderbetræk som standard. Har du prøvet lædersæder på en varm sommerdag, vil glæde dig over, at forsæderne også har indbygget ventilation. Derudover byder den luksuriøse kabine på bl.a. et stort musikanlæg fra danske Dynaudio. Musikken er ikke det eneste med power i BYD Tang, for de to elmotorer har en samlet effekt på 513 hk og sender den 2,5 ton tunge bil fra 0 til 100 km/t. på 4,6 sekunder. Batteriet er på 86 kWh, hvilket giver op til 400 km rækkevidde. En faceliftet udgave af BYD TANG ventes snart.
Fakta: Motor: 380 kW/513hk. Mål (L/B/H): 487/195/173 cm. Vægt: 2.489 kg. Anhængervægt: 1.500 kg. Batteri: 86,4 kWh. Rækkevidde: 400 km (WLTP). Forbrug: 238 Wh/km. Ladeeffekt: 3,7 kW AC/110kW DC. 0-100 km/t.: 4,6 sek. Topfart: 180 km/t. Pris: ikke oplyst.
Topmoderne nostalgi
Volkswagen ID. Buzz er topmoderne nostalgi. Du møder stadig de originale Folkevognsrugbrød, som tøffer afsted med en boxermotor. Nu har den legendariske Volkswagen fået en lydløs arvtager. Volkswagens første 100 procent elektriske MPV er inspireret af fortiden og designet til fremtiden. Bag de både nostalgiske og futuristiske linjer er ID. Buzz en højteknologisk familiebil med mulighed for op til 30 forskellige assistentsystemer. ID. Buzz er på samme tid både kompakt og rummelig. Med en længde på 4,7 meter er den kun 12 cm længere end en Volkswagen ID.4, men akselafstanden på tre meter giver god plads til fem personer i kabinen, ligesom bagagerummet rummer fra 1.121 liter og op til 2.205 liter bagage.
Fakta: Motor: 150 kW (204 hk)/310 Nm. Mål (L/B/H): 471/199/193 cm. Vægt: 2.471 kg. Anhængervægt: 1.000 kg. Batteri: 77 kWh. Rækkevidde: 417 km (WLTP). Forbrug: 209 Wh/km. Ladeeffekt: 11 kW AC/170 kW DC. 0-100 km/t.: 10,2 sek. Topfart: 145 km/t. Pris: 579.995 kr.
Livlig konceptbil
Volkswagen ID. Life. Minibil, minibiograf, gaming-lounge og cabriolet. Trods en længde på godt fire meter er konceptbilen Volkswagen ID. Life lidt af en elektrisk schwizerkniv på hjul, samtidig med at pladsen er udnyttet til fulde. Foran er en frunk på 68 liter, og bagagerummet kan rumme 225 liter plus ekstra 108 liter under dobbeltbunden. ID. Life er den første model, der er bygget på en forhjulstrukket version af Volkswagens MEB-elbilplatform. Elmotoren er integreret i forakslen, yder 234 hk og 290 Nm, accelererer ID. Life fra 0 til 100 km/t på 6,9 sekunder og giver en topfart på 180 km/t. Volkswagen ID. Life har et batteri på 57 kWh og en rækkevidde på 400 km. Sidst, men ikke mindst er konceptbilen interessant, fordi den er forløberen for Volkswagens første elektriske minibil, der kommer i 2025.
Fakta: Motor: 234 hk/290 Nm. Mål (L/B/H): 409/185/160 cm. Vægt: ikke oplyst. Anhængervægt: Ikke oplyst. Batteri: 57 kWh. Rækkevidde: ca. 400 km (WLTP). Forbrug: ikke oplyst. Ladeeffekt: ikke oplyst, men ID. Life kan lade op til 163 km på 10 minutter. 0-100 km/t.: 6,9 sek. Topfart: 180 km/t. Pris: ikke oplyst.
BMW med e-volution
BMW iX1 xDrive30. Udviklingen hos nogle bilmodeller er karakteristisk. I sin tid er de startet som brændstofbiler, så er de videreudviklet til plug-in-hybridbiler, og nu kommer de som elbiler. De gælder f.eks. BMW iX1, der er den første 100 procent elektriske version af BMW’s mindste SUV. Tredje generation af BMW’s mindste model i X-sortimentet byder desuden på et helt nyt design, nye digitale muligheder samt et bredt udvalg af assistentsystemer. Nok så interessant kan den kompakte elbil fås med 22 kW AC-opladning.
Fakta: Motor: 230 kW (313 hk)/494 Nm. Mål (L/B/H): 450/185/162 cm. Vægt: 2.085 kg. Anhængervægt: 1.200 kg. Batteri: 64,7 kWh. Rækkevidde: 417-440 (WLTP). Forbrug: 173-184 Wh/100 km. Ladeeffekt: 22 kW AC/130 kW DC. 0-100 km/t.: 5,6 sek. Topfart: 180 km/t. Pris: 449.500 kr.
100 procent elektrisk ministerbil
BMW i7 xDrive60 er en af favoritterne hos danske ministre, men selvom plug-in-hybridbilerne har gjort deres indtog i regeringens flåde, har flere kilometer været sorte end grønne. Det kan blive ændret nu, for nu kommer BMW 7-serie som 100 procent elbil. BMW i7 xDrive60 har firehjulstræk og to elektriske motorer, som tilsammen yder 544 hk. Accelerationen fra 0 til 100 km/t. nås på 4,7 sekunder, og tophastigheden er 240 km/t. Energien hentes fra et batteri på 101,7 kWh, og den elektriske rækkevidde er 590-625 km. Det er næsten overflødigt at skrive, at BMW’s nye luksussedan byder på køreglæde i topklasse, eminente langdistanceegenskaber og digitale innovationer.
Fakta: Motor: 400 kW (544 hk)/745 Nm. Mål (L/B/H): 539/195/154 cm. Vægt: 2.715 kg. Anhængervægt: 2.000 kg. Batteri: 101,7 kWh. Rækkevidde: 590-625 (WLTP). Forbrug: 184-196 Wh/100 km. Ladeeffekt: 11 kW AC/195 kW DC. 0-100 km/t.: 4,7 sek. Topfart: 240 km/t. Pris: 1.548.000 kr.
